Tilsynserklæring til forældrekredsen og bestyrelsen for Hover Torsted friskole 2012.
Heidi Brinch Hansen og jeg mødtes i begyndelsen af dette år, for blandt andet at drøfte tilsynet i fremtiden, grunden hertil, var indførelsen af den nye tilsynsordning.
Vi drøftede endvidere tilsynets kommende besøg og forløbet heraf.
Jeg kan konstatere, at skolen altid modtager gæster på den meget åbne og tillidsskabende måde, jeg føler mig godt tilpas i det øjeblik jeg træder ind på skolen.
Tak til børn, personale og ledelse for gæstfriheden og den positive modtagelse, den indbefatter.
Jeg tænker, at dette også andrager undervisningsmiljøet. De positive relationer mennesker imellem på skolen har i høj grad betydning for den dialog, der er nødvendig, for at skabe gode læringssituationer.
Information og dialog er meget vigtig for en skole, også her arbejdes der på flere niveauer på Hover Torsted Friskole.
Hjemmesiden er blevet sat op og opdateres jævnligt. Dette understøtter naturligvis også skole / hjem samarbejdet. Der er på hjemmesiden adgang til oplysninger af enhver art, den direkte kontakt til ledelse og lærerne anvendes helt klart også i stort omfang.
Når jeg bevæger mig rundt på skolen, får jeg det indtryk, at samarbejdet mellem aktørerne fungerer godt, set med mine øjne er dette samarbejde stærkt medvirkende i dannelsen af
Kvaliteten i kulturinstitutionen.
Undervisning:
Dagsprogrammet for mit besøg er fastlagt og efter en kop kaffe og en morgensnak, bevæger os fra lærerværelset mod samlingsrummet, hvor børnene er ved at samles. Alt foregår i god ro, men der er mange der lige skal give eller modtage en besked.
- På en gang er alle klar, skoledagen begynder med en morgensang og ”Fader vor”.
Det er godt at høre, at børnene kender den danske sangskat. Børnene sang igennem, også de store og det lød rigtig godt.
Ros til børnene, de synger flot.
Herefter går børnene til fortælling.
Heidi Hansen og jeg mødtes efterfølgende på kontoret hvor vi drøftede børnenes skemaer.
Jeg blev orienteret om, at den tildelte støtte til specialundervisningen var fremkommet efter, at en ansøgning var sendt til SU-styrelsen om 38 lektioner. Skolen fik herefter tildelt 9,9 lektioner. Differencen mellem de to tal, giver et indtryk af, at der må være en faktor der bør ændres, men tildelingen er jo et vilkår og der arbejdes her på skolen bevidst på at udnytte den tildelte resurse optimalt.
Jeg har efterfølgende konstateret, at også det almene undervisningstimetal modsvarer de opstillede krav for undervisning i 0. til 7. klasse.
Bekendtgørelsen om tilsyn siger, at de fagområder, der skal fokuseres på af tilsynet primært er dansk, matematik og engelsk.
Jeg oplevede de forskellige undervisningsmaterialer, der anvendes ifagene og kunne med sikkerhed konstatere at materialerne modsvarer de krav, der er til undervisning i 0. til 7. klasse.
Der ud over er det godt at se, at skolen satser på at fokusere på de IT baserede undervisningsmidler. Det er en god viden for børnene, at have med, når de skal videre til de efterfølgende uddannelsesforløb.
Det er mit indtryk, at der på skolen anvendes et metodevalg, ud fra det behov, der på det givne tidspunkt er og i den givne situation vurderes af læreren, som det bedste for barnet, det er mit klare indtryk at børnene og deres læring er det, der altid ligger ledelse og personale på sinde.
På skolen oplevede jeg også, at der bliver praktiseret en demokratisk dialog med eleverne. Skolen er, via den daglige praksis, træningsbane for børnene, så de får tilegnet sig den demokratiske kultur.
Det kræver øvelse at høre på andres synspunkter, når man mener noget helt andet selv. Tolerance og demokrati er ikke noget naturgivet, det er noget børnene skal lære, via undervisningsforløb og ikke mindst via de voksnes eksempel.
Igennem skoledagen oplevede jeg børnene i mange forskellige fag. Det gennemgående er klare forventninger til børnene om, hvad de skal præstere og til gengæld ser jeg engagerede elever, der lever med og er nysgerrige på mere viden.
Jeg kan konkludere, at det faglige niveau er på plads og at de faktorer der har indflydelse på faglighed og indlæring ligeledes er det.
Øvrige betragtninger:
Et nyt tiltag, som er bemærkelsesværdigt og som jeg gerne vil ønske til lykke med, er bålhuset. Jeg ved det har været undervejs i et stykke tid og at det vil give personale, børn og forældre mange gode oplevelser i fremtiden. Måske kan en udepædagogik give børnene mulighed for læring i det fri, i og omkring bålhuset.
Afsluttende bemærkninger:
Med de mål jeg i henhold til tilsynscirkulæret skal anvende, nemlig fagmålene, der anvendes i folkeskoleloven og de øvrige krav der stilles til folkeskoler vil jeg vurdere at undervisningen på Hover Torsted Friskole er fuldt ud tilfredsstillende.
Tak til børn, personale og ledelse på Hover Torsted Friskole for en positiv oplevelse, jeg vil slutte af med, at ønske Jer et godt og lærerigt skoleår.
Hakon Jørgensen
Konsulent og tilsynsførende
Ringkøbing – Skjern Kommune
Undervisning
Dyrvigsvej 9
6920 Videbæk
Telefon arbejde 9974 1385
Telefon privat 9732 2516
Hover-Torsted Friskole - Lev, lær & leg, det er stedet for dig