På Hover-Torsted Friskole evalueres der regelmæssigt på forskellig vis. 

Der evalueres på følgende måder:

  • ekstern tilsyn af skolens tilsynsførende
  • forældretilsyn
  • evaluering i forbindelse med lærer- og bestyrelsesmøder
  • evaluering på skoleårets fælles forældremøder
  • lærer- og forældreevaluering i forbindelse med de enkelte klassers forældremøder
  • lærer-, elev- og forældreevaluering i forbindelse med skole-hjem-samtaler 1-2 gange årligt
  • lærer- og elevevaluering i forbindelse med arrangementer, summemøder, emneuger m.m.
  • lærerevaluering på lærermøder hver 2. uge
  • faglig evaluering via læse- og stavetest + matematiktest

Evaluering i forbindelse med lærer- og bestyrelsesmøder

To gange årligt samles lærergruppen og bestyrelsen til et fælles arrangement, hvor der er tid og plads til at diskutere skolens dagligdag og undervisning. På disse møder evalueres årets fokuspunkter også, og på forårets møde kigges der frem mod næste års nye tiltag.

Evaluering på skoleårets fælles forældremøder

1 gang om året inviteres forældrene til et møde på skolen. Her orienteres forældrene om det, der rører sig på deres skole, og her er der plads til at tage et emne op til diskussion. Aftenens emne bearbejdes på baggrund af et oplæg fra lærergruppen og bestyrelsen eller fra en foredragsholder. Disse møder skal være med til at drage forældrene mere ind i skolens hverdag.

Lærer- og forældreevaluering i forbindelse med de enkelte klassers forældremøder

Mindst 1 gang om året samles forældrene i de enkelte klassers til møde. Her fortæller klasselærerne, faglærerne og lederne om de ting, der rører sig. Her er der mulighed for at diskutere og evaluere de ting og emner, der måtte berøre klasserne hver især. Der snakkes både om det faglige, med udgangspunkt i årsplaner osv., men også om trivsel i klasserne. Der afholdes altid møde i forbindelse med skoleårets start.

Lærer-, elev- og forældreevaluering i forbindelse med skole-hjem-samtaler 1-2 gange årligt

Mindst en gang om året afholdes der skole-hjem-samtaler på skolen. Her samtales der om elevens faglige niveau, generelle trivsel og mål for resten af skoleåret.

Friskolen har nogle evalueringsredskaber til elevens generelle trivsel i klassen, der skal bruges på skole-hjem-samtalerne i 2. og 6. klasse.

Elevernes generelle trivsel er et vigtigt mål for skolen, og derfor er der bl.a. i hver uge trivsel på skemaet for alle elever, hvor der grundlæggende arbejdes med at skabe en fællesskabsfølelse og glæde ved at gå i skole.

Lærer- og elevevaluering i forbindelse med arrangementer, summemøder, emneuger m.m

Det er vigtigt, at eleverne føler, at deres mening har værdi. Det er med til at gøre dem demokratiske og selvstændige mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi hver gang, Friskolen har haft en emneuge, lejrtur eller andre længerevarende forløb, evaluerer i de enkelte klasser på indhold, udformning m.m. Der evalueres altid i klasserne inden næste lærermøde, så lærerne sidder med elevernes udtalelser, inden lærerne selv evaluerer og kigger fremad til næste gang et lignende forløb skal afholdes. 

Faglig evaluering via læse- og stavetest + matematiktest

Evaluering er et vigtigt redskab på friskolen for den fremadrettede faglige proces i undervisningen.

Hvert år bliver der foretaget en læseprøve og en matematikprøve i 2. og 6. klasse. Derudover vil der i de øvrige klassetrin også blive foretaget relevante læse- og evt. staveprøver.

I samråd med skolens læsevejleder gennemgås læseprøverne, og det fremadrettede forløb tilrettelægges for det enkelte barn og klassen generelt. Ved behov efterfølgende kan der foretages individuelle læseprøver for at afdække evt. indlæringsmæssige problemer og et evt. behov for specialundervisning. 

Resultaterne viser i øvrigt, at vi fagligt ligger fuldt på højde med landsgennemsnittet. 

Lærerevaluering på lærermøder hver uge

Hver uge afholdes der lærermøde á en times varighed. Her arbejdes der bl.a. med evaluering af de enkelte forløb i undervisningen og fælles arrangementer gennem året, således at der hele tiden er en udvikling i gang. Der er plads i lærerkollegiet til nye ideer og videreudvikling af forløb samtidig med, at vi ved, at tradition og skolens historie også er vigtige elementer i planlægningen. 

I forbindelse med lærernes evaluering inkluderes elevernes udtalelser om de enkelte forløb.

Der planlægges mange forløb sammen i hele lærergruppen, men der planlægges også i arbejdsgrupper, der er nedsat fra skoleårets start.

Derudover afholdes der hvert år 1-2 pæd. eftermiddage, hvor der er ekstra tid til at diskutere og evaluere på undervisningen, og en gang årligt bruger lærerne en hel dag på at evaluere nye tiltag i skoleåret, forberede næste skoleår m.m. I forbindelse med skoleårets afslutning og opstart afholdes der også forberedelsesmøder i lærergruppen.

Resultat af seneste UMV-undersøgelse – læs her